Det lille spillested - med den store lyd

Spilledåsens nyhedsbrev - foråret 2024

Du modtager dette nyhedsbrev, da du tidligere har tilmeldt dig via vores hjemmeside. Hvis du ikke længere ønsker at modtage vores nyhedsbreve, skal du benytte dig af linket nederst i denne mail til at afmelde dem.

Spilledåsen åbner igen i foråret op for store musikalske oplevelser i Store Heddinge og Rødvig. Det er vores jubilæumsår, og derfor har vi også skruet op for mængden af kendte navne indenfor forskellige musikalske genrer. Gode tilbud til vores trofaste medlemmer samt andre, der har lyst til at opleve levende musik i lokaler med de gode sidde – og lydforhold.

Med så fortræffelige kommende koncerter vil det være oplagt at forny medlemskabet til Spilledåsen, som jo giver rabat på de enkelte koncerter hen over det kommende år. Rabatten er personlig og tilknyttet det enkelte køb – altså ikke gruppekøb. Nye interesserede med lyst til et medlemskab er også meget velkomne. Medlemskabet koster 50 kr. for kalenderåret og købes på Spilledåsens hjemmeside www.spilledaasen-stevns.dk,  telefon 30 57 19 99  eller ved fremmøde de respektive spillesteder.

Det kan jo heller ikke skjules, at vi nærmer os juletid, hvor det selvfølgelig er en glimrende ide at glæde andre med store musikalske begivenheder. Her hjælper Spilledåsen gerne til med et par købte billetter, der kan lægges under juletræet og anvendes til musikoplevelser senere på sæsonen.

 

Foråret starter med Poul Halberg Powertrio, som foruden Poul Halberg (guitar og vokal) består af Jette Schandof (bas) og Jesper Thomsen (trommer). Dette sker tirsdag den 30. januar kl. 20.

Disse tre erfarne og kreative musikere hylder nogle af deres egne inspirationskilder fra en af rockens allermest turbulente perioder - nemlig slutningen af 60'erne. I de år blev inspirationen og grobunden lagt til megen af den rock og pop, vi lytter til i dag. Med navne som Jimi Hendrix, Cream, The Beatles m.fl. står mange af de bedste sange fra den periode som milepæle i rockhistorien den dag i dag.

Gennem de sidste 20 år har Powertrioen udforsket dette repertoire på kryds og tværs på de danske scener. Det er blevet til to album ”Strange Brew” og ”PsychElectric Journey”. Her giver trioen deres eget bud på nogle af deres helt personlige favoritter fra perioden uden et sekund at dynge musikkens tidsløshed til med nostalgi.

Er man til skarpskårne rockriffs, indfølt bluesguitar og et repertoire, der både udfordrer og vækker minder, bør man opleve denne trio. Husk luftguitaren. 

Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr.

Tirsdag den 13. februar kl. 20 blænder vi op for en af den danske musikscenes store navne. Kom og oplev Lars Lilholt levere sine sange i akustiske, intime og afdæmpede versioner.

Lars Lilholt er en folkekær kunstner, der i årevis har kunnet samle alle over hele landet. En erfaren sangskriver med et kæmpe talent for at bruge det danske sprog og en sjælden evne til at kommunikere gennem enkle melodier med afsæt både i folkrock og den klassiske musik.

Lars Lilholt har solgt over 2 millioner album og har turneret i mange år bl.a. med folkrock  legenderne Kræn Bysteds, De Lyse Nætters Orkester, Lars Lilholt Band og Dalton.

På denne turne medbringer han sin faste pianist Kristian Fogh.

Pris for medlemmer: 275 kr. - ikke-medlemmer: 300 kr.

Norbert Susemihl´s Joyful Gumbo Jazz & Blues Band gæster Harmonien i Rødvig lørdag den 9. marts kl. 18. Orkestret er et internationalt, skandinavisk baseret jazzband med en høj standard for kvalitet og musikalitet. Bandet er meget efterspurgt og rost for dets koncertoptrædener og  har et usædvanligt bredt repertoire af traditionel jazz, swing, rhythm & blues, latin, ragtime og noget funky brassband, street og mardigrasmusik. Bandet blander disse stilarter respektfuldt, og orkestrets unikke mix af sange og dets friske og energiske fortolkninger gør deres optrædener til en inspirerende og yderst kreativ musikalsk oplevelse.

Norbert Susemihl - trompetist, sanger og trommeslager - har været rejsende i New Orleans – musikken i mange år, og som bandleder lader han sin erfaring flyde ind i adskillige projekter, hvor han bygger bro mellem traditionel New Orleans jazz og den nye generations musik og udvikler den yderligere stilistisk. Hans improvisationer og fortolkninger af det musikalske materiale viser en evigt nærværende melodisk tilgang. Med sin fremragende musikalitet er han en af de førende trompetister i New Orleans Style.

Arrangementet er med spisning og dans, og efter at have nydt Harmoniens velsmagende og varierede buffet, kan de fremmødte se frem til en festlig aften til tonerne fra dette New Orleans jazz & Blues Band.

Pris (inkl. buffet) for medlemmer: 275 kr. - ikke-medlemmer: 300 kr.

Det er ikke ofte, man kan præsentere legender i Store Heddinge, men det er lykkedes Spilledåsen at engagere det legendariske og yderst populære band Herman's Hermits til at komme torsdag den 18. april kl. 20 og spille mange af deres hits fra dengang i 60`erne.

Herman`s Hermits blev dannet i 1964 Manchester, England. Orkestret er den dag i dag et enormt værdsat turnerende band, der begejstrer publikum over hele verden med deres unikke lyd og varme humor. Kom med på en rejse til popmusikkens fødsel i 60`erne og oplev et udpluk fra deres 23 hitsingler og 10 album.

Der er garanti for en fuldendt oplevelse for alle. De leverer en showoplevelse i absolut verdensklasse med en energisk og dynamisk scenepræstation og en solid musikalsk dygtighed, hvor de ”Golden Oldies” stadig udgør en væsentlig del af showet.

Hvem kan modstå trangen til at synge med på de nostalgiske numre som ”No Milk Today” og ”Mrs Brown You`ve Got A Lovely Daughter”. 

Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr.

Stemningsfuld jazz og viser på svensk kan opleves med Cathrine Legardh på Klinten i Rødvig søndag den 26. maj kl 12.

Her er en unik mulighed for at høre jazzsangerinden Cathrine Legardh i en hyldest til det svenske jazzikon Monica Zetterlund. Det sker i samklang med de tre fremragende musikanter Jacob Christoffersen(piano), Jesper Thorn (kontrabas) og Claus Waidtløw(tenorsax). Sammen fremfører de et udpluk af Monicas mange og alsidige musikperler.

Koncerten rummer således både folke – og revyviser samt jazzstandards oversat til svensk af bl.a. Beppe Wolgers, Hasse og Tage, Povel Ramel samt Olle Adolphson. Dertil føjes samarbejdet med Bill Evans.

På klingende svensk og med en sanselig varm vokal gør hun sangene til sine egne, samtidig med at hun hylder sit svenske forbillede. Hun er tro overfor poesien og humoren, dramaet og traditionen. 

Pris for medlemmer: 200 kr. - ikke-medlemmer: 225 kr.

Hent forårets plakat i pdf-format: Plakat - foråret 2024

Praktiske oplysninger

Billetsalget til forårets koncerter er nu startet. Billetter kan bestilles på www.spilledaasen-stevns.dk og billettelefon 30 57 19 99 (torsdag og søndag kl. 16.00 – 19.30) eller købes på udsalgsstederne

  • Staxen Boghandel
    Hovedgaden 56 i Hårlev
    tlf. 35 10 69 18
  • Kontorcenteret
    Algade 18 i Store Heddinge
    tlf. 56 50 33 32.

Før koncerten på Hotel Klinten vil der være mulighed for brunch til favorabel pris. Henvendelse direkte til stedet på tlf. 56 50 68 00.

På hjemmesiden www.spilledaasen-stevns.dk ligger også musiklinks til alle vore koncerter, hvor man kan få et godt indtryk af de kommende arrangementer.

Med håb om at se så mange som muligt til foråret siger Spilledåsen hermed på gensyn i den lille biograf med den store lyd.

Mvh

Spilledåsen

Ændre din tilmelding    |    Læs online
Kulturforeningen Spilledåsen
Algade 32, 4660 Store Heddinge