|
Det lille spillested - med den store lyd |
| |
Spilledåsens nyhedsbrev - efteråret 2024 |
| |
Du modtager dette nyhedsbrev, da du tidligere har tilmeldt dig via vores hjemmeside. Hvis du ikke længere ønsker at modtage vores nyhedsbreve, skal du benytte dig af linket nederst i denne mail til at afmelde dem. |
| |
Det er i år, Spilledåsen fejrer sit 30 års jubilæum, så derfor har bestyrelsen sørget for ekstra gode musikalske oplevelser i den lille biograf i Store Heddinge med den store lyd til forventet stor glæde for vores trofaste publikum.
Vi kan præsentere musikere i international klasse samt store navne fra toppen af den danske musikscene. Det bliver en sæson, der kommer til at gå over i musikhistorien, og som kommer til at blive husket mange år frem i tiden.
Husk nu også at få brugt medlemskortet der jo giver mange fordelagtige rabatter. |
| |
Det første navn, vi med stor glæde kan præsentere, er Odense Jazz Orchestra (identisk med Tip Toe Bigband) og Patrick Dorgan, der hylder Ray Charles' tidsløse musik. Dette sker tirsdag den 24. september.
Denne aften møder en af landets stærkeste soulvokaler Patrick Dorgan et af landets bedste big bands Odense Jazz Orchestra, og sammen med koret The Curlettes hylder de geniet Ray Charles.
Ray Charles er et ikon inden for jazz, blues og soulmusik, og han har sat et uudsletteligt aftryk på musikbranchen med sin uforlignelige stemme og enestående pianospil.
Som en hyldest til denne indflydelsesrige mester er Odense Jazz Orchestra klar til at genskabe Ray Charles musikalske arv sammen med Patrick Dorgan. Denne er kendt for sin soulfulde og intense vokal og har fascineret et bredt publikum siden starten af hans musikalske karriere.
Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr. |
| |
Onsdag den 2. oktober kan vi endnu en gang præsentere Bobo Moreno - denne gang under navnet Bobo Moreno and the Soul Shakers.
Bobo Moreno har siden slutningen af 80'erne sunget sig længere og længere ind i hjerterne på musikelskere i hele landet. Han har optrådt med alle tænkelige typer af orkestre, sunget utallige sange og har desuden kunnet opleves i mange tv - musik - og underholdningsshows.
Bobo Moreno kan nu opleves i Spilledåsen, hvor der med hans optræden altid er garanti for masser af dejlig musik og en fantastisk stemning. Han kan nemlig begejstre et hvilket som helst publikum med sin alsidige stemme.
Denne aften i Spilledåsen medbringer han et fantastisk hold af professionelle musikere. Kjeld Lauritsen på det store hammondorgel, Uffe Steen på guitar og Esben Bach på trommer fremtryller et solidt og alsidigt lydbillede, der passer perfekt til Bobo Morenos stemme.
Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr. |
| |
Selveste Sebastian står på scenen tirsdag den 15. oktober. Han har i over 50 år beriget os med et hav af nyere og gamle hits, og hans eminente guitarspil og ikke mindst nærværet med publikum gør Sebastians ”Trubadurens aftentur” til en ganske særlig oplevelse.
Når Sebastian alene på scenen møder sit publikum, får poesien for alvor vinger. Sebastian ledsager sine udødelige sange med anekdoter og underfundig humor og forener generationer med sange, der har stor betydning for mange danskeres musikliv. Gennem sin skrøbelige lyrik og musikkens ekvilibristiske dans viser Sebastian, at musikken ikke blot er en sum af lyde, men en udforskning af menneskehedens dybeste kroge. Han tager os med på en følelsesmæssig rutsjebanetur op gennem 70`erne og 80`erne med en perlerække af albums, hvor vi som publikum oplever den glæde, kærlighed og smerte, der har været broderet ind i hvert eneste af hans værker. Den symbiose, han desuden formår at opnå med sin guitar, skaber også en fortrolighed mellem ham og tilhørerne, så det kommer til at føles, som om alle er forankret i samme musikalske klangunivers.
Glæd jer også til at genopleve den lange musicalperiode med Ronja Røverdatter, Hodja fra Pjort, Skatteøen, Cyrano og Pippi samt numre som Rose, Måske ku` Vi, Vårvise, Romeo og mange flere. Vi har noget at se frem til, når trubaduren indtager scenen og gavmildt diverterer sit publikum med et udsøgt rids af sange fra det sidste halve århundrede.
Koncerten er udsolgt! |
| |
Spilledåsens halvårlige jazzarrangement på Harmonien i Rødvig er lørdag den 26. oktober. Her serverer Harmonien som ny menu deres roste fredagsbuffet kl. 18, hvorefter Kansas City Stompers feat. Lady Lynette entrerer scenen og spiller 2 sæt swingende jazzmusik. Orkestret er Europas ældste professionelle jazzband, startet af Niels Abild, der har været kapelmester alle årene. Nu er han 85 år.
Kansas City Stompers er et traditionelt New Orleans band, men spiller også dixieland -, swing -, mainstream og bigbandmusik. Bandet har spillet med de fleste og for de fleste. Niels Abild har altid sammensat orkestret med superprofessionelle musikere, hovedsagelig danske, men også udenlandske. Han har spillet med næsten alt, hvad der har rørt sig på den danske jazzscene i de sidste 70 år.
Ved denne koncert har han Roger Berg med på trommer. Han kommer med sin store personlighed og sit fantastiske trommespil helt ud over kanten til publikum. Karsten Kristensen finder vi på saxofon. Han har spillet med Kansas City Stompers siden 1983. Svenske Lasse Lundstrøm spiller bas. Han har spillet med mange forskellige solister bl.a. Monica Zetterlund. Sven Bjerstedt betjener pianoet. Han har siden 2003 været musikprofessor ved universitetet i Lund. Med på vokal er Lady Lynette, som er født i Sydafrika. Hun har optrådt i flere genrer og turnerede i Japan som soul/pop sanger i 90´erne, men er vendt tilbage til jazzen. Hendes vittige og varme swingende personlighed på scenen gør det muligt for hende at komme ind under huden på både sine sange og publikum.
Pris (inkl. buffet) for medlemmer: 350 kr. - ikke-medlemmer: 375 kr. |
| |
I år har Spilledåsen som sagt 30 års jubilæum, og derfor har vi valgt noget ekstraordinært som jubilæumskoncert.
Det er derfor med stor glæde, at Spilledåsen mandag den 18. november kan præsentere Phil Bates (ELO Part II ) - The Music of Electric Light Orchestra.
Electric Light Orchestra er et af de mest succesfulde bands i musikhistorien. ELO vil altid være berømt for glansen af de fantastiske sange, skrevet af det musikalske geni Jeff Lynne. Sangene er spillet i radioen mere end én million gange, og de fik i deres storhedstid en lang række top 20 hits, hvoraf mange af dem blev til klassisk pophistorie.
Som medlem af Electric Orchestra Part 2 og The Orchestra har Phil Bates optrådt med ELO musik i årtier og på utallige koncerter verden over. Han har bragt de bedste hits af nogle af de største rock legender tilbage til gamle og nye fans.
Phils imponerende stemme og hans fremragende guitarspil, støttet af en overordentlig solid omgang trommer og bas, keyboards, sofistikerede harmonivokaler og karakteristisk violinspil, frembringer en helt enestående og original musikoplevelse. Electric Light Orchestra er rock-, klassisk-, elektronisk-, traditionel- musik og moderne trends.
“Roll Over Beethoven”, “Don’t Bring Me Down”, “Telephone Line”, ”Evil Woman”, ”Livin’ Thing”, ”Mr. Blue Sky”, ”Strange Magic”, ”Turn To Stone” eller “Sweet Talking Woman” er ikke glemt af publikum og et bevis på, at musikken stadig holder i dag.
Koncerten er udsolgt! |
| |
Sæsonen afsluttes med Kaare Norge søndag den 1. december på Konference/Hotel Klinten i Rødvig.
Kaare Norge er Danmarks mest kendte og anerkendte klassiske guitarvirtuos. Han har med sit solospil tryllebundet publikum i alle aldre gennem årtier. Det har gjort ham til en eftertragtet instrumentalist, der mestrer at spænde sit repertoire fra de helt store komponister som Mozart, Bach og Chopin til de mere folkelige melodier fra især Spanien og Sydamerika samt til populære navne som Beatles og Led Zeppelin.
Kaares virke som komponist har siden kendingsmelodien til DR-programmet ”Dus med dyrene” bredt sig til mange værker for sologuitar som f.eks. ”Danza la Primavera”, ”Danza del Alegria”og ”Hombre y Guiterra” - alle med bragende anmeldelser.
På det nye album ”Amoroso”, der indeholder klassiske stykker og spansk inspirerede kompositioner, har Kaare Norge tilegnet alle numrene til kærligheden og musikken.
Desuden er han hyldet for sine iørefaldende og lyriske melodier - dem vil vi også møde til koncerten.
Pris for medlemmer: 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr. |
| |
Praktiske oplysninger
Billetsalget til efterårets koncerter er nu startet. Billetter kan bestilles på www.spilledaasen-stevns.dk og billettelefon 30 57 19 99 (torsdag og søndag kl. 16.00 – 19.30) eller købes på udsalgsstederne
Staxen Boghandel Hovedgaden 56 i Hårlev tlf. 35 10 69 18
Kontorcenteret Algade 18 i Store Heddinge tlf. 56 50 33 32.
Alle koncerter foregår i Snurretoppen i Store Heddinge undtagen koncerten med Kaare Norge, som er på Konference/Hotel Klinten i Rødvig. Jazzarrangementet er også i Rødvig - på Harmonien.
Koncerterne starter kl. 20. Jazzaftenen kl. 18 med spisning.
Før koncerten på Konference/Hotel Klinten vil der være mulighed for at nyde lækkerier fra menukortet til favorable priser. Henvendelse direkte til stedet på tlf. 56 50 68 00.
Rabatten på billetter er personlig og tilknyttet det enkelte køb- altså ikke gruppekøb. Nye medlemmer er meget velkomne. Medlemsskabet er personligt - tilknyttet kalenderåret og koster 50 kr.
På hjemmesiden www.spilledaasen-stevns.dk ligger også musiklinks til alle vore koncerter, hvor man kan få et godt indtryk af de kommende arrangementer.
Med håb om at se så mange som muligt til foråret siger Spilledåsen hermed på gensyn i den lille biograf med den store lyd.
Mvh
Spilledåsen |
| |
Kulturforeningen Spilledåsen
Algade 32, 4660 Store Heddinge
|
|
|
|