Det lille spillested - med den store lyd

Spilledåsens nyhedsbrev - efteråret 2020

Du modtager dette nyhedsbrev, da du tidligere har tilmeldt dig via vores hjemmeside. Hvis du ikke længere ønsker at modtage vores nyhedsbreve, skal du benytte dig af linket nederst i denne mail til at afmelde dem.

Store dele Spilledåsens forårsprogram blev desværre aflyst pga. gæsteoptræden af en uindbudt aktør fra det fjerne østen. Dette medførte jo, at denne Corona lagde en mærkbar dæmper på kulturelle og sociale aktiviteter i det ganske land, der samtidig betød, at hjemlige sammenkomster og arrangementer i det offentlige rum blev reduceret til et minimum. Musikken og sangen er derfor blevet nydt på afstand med bl.a. Phillip Faber som bannerfører i ”Fællessang hver for sig”, og selv om der har været fysisk afstand mellem folk, har musikken og sangen alligevel været en blandt mange fællesnævnere for samvær på afstand i den danske befolkning.

Intet er dog som nydelsen af en oplevelse i et samspil, hvor begivenheder forstærkes af nærheden og tætheden i den sociale kontakt med andre, og da Corona ser ud til at være på vej mod fjernere himmelstrøg, og regeringen igen vil tillade sammenkomst af større forsamlinger, kan Spilledåsen med sindsro præsentere musikprogrammet for det kommende efterår.

Mandag den 14. september får vi besøg af Dissing, Las & Cross som spiller Dylan. Der bliver tale om en enestående autentisk fortolkning af Dylan-universet på højeste plan, hvor Dylans musik vil blive spillet med musikalsk overlegenhed og høj intensitet.

Dissing og Las har længe svømmet rundt i det store ocean af Bob Dylan-sange, og har, siden Bob fyldte 70, givet deres sublime fortolkninger af den store mesters sange til det danske publikum. Sidste år, som optakt til året, hvor mesteren fylder 80, hentede Dissing og Las så forstærkninger af højeste karat – selveste Billy Cross, som turnerede med ”Uncle Bob” i 3 år, og som medvirkede på 2 af hans album. Han blev meget begejstret for at få muligheden for igen at spille Dylans sange sammen med et yderst kompetent hold, som foruden Rasmus og Jonas Dissing og Las Nissen består af Dan Hemmer på hammondorgel og Jesper Elnegaard på trommer.

Det bliver en unik oplevelse at opleve fortolkninger af en af musikhistoriens ”grand old men” fremført af et band, der længe har arbejdet med egne fremførelser af hans musiske værker og nu også tilsat et strejf af autenticitet i form af Billy Cross, som jo har været nært tilknyttet den store mester i flere år.

Pris for medlemmer 225 kr. - ikke-medlemmer: 250 kr.

Der er i den grad lagt op til fest, når United Nations Jazzband gæster Harmonien i Rødvig lørdag den 3. oktober til endnu et festligt jazzarrangement, der som sædvanlig inkluderer Harrys berømte buffet. 

United Nations Jazzband kan bedst beskrives som seks instrumenter, fem nationaliteter og en stor fælles lidenskab for New Orleans Jazz. Orkestret er unikt sammensat af de bedste og mest talentfulde unge traditionelle jazzmusikere. Bandet har ud over adskillige klubber også spillet på mange jazzfestivaller, såsom Sancy Snow Jazz i Frankrig, Snake City Jazz Festival i Slangerup og River Boat Jazz Festival i Silkeborg

Bandet består af:

  • Chris Tanner (Australien) på klarinet og sang
  • Jerome Etcheberry (Frankrig) på trompet
  • Niklas Carlsson (Sverige) på trombone
  • Norbert Reijngoud (Holland) på banjo
  • Stefan Andersen (Danmark) på trommer samt
  • Kasper Tagel (Danmark) på bas.

Det bliver en festlig aften med en masse god jazzmusik, som også vil ægge publikum til livlig danseaktivitet.

Pris for medlemmer: 275 kr.  (inkl. menu) - ikke-medlemmer: 300 kr. (inkl. menu)

Et glædeligt gensyn sker lørdag d. 17. oktober når The Savage Rose, som siden 1968 har været et toneangivende navn indenfor dansk rockmusik gæster Spilledåsen. Når regnskabet engang skal gøres op med hensyn til dansk rockmusik, som den har udfoldet sig i over 50 år, vil man uvægerligt finde The Savage Rose et sted helt oppe i toppen af pyramiden.

Fantastisk at tænke sig, at debutalbummet ”The Savage Rose” udkom så langt tilbage som i 1968, hvor det var med til at revolutionere den danske rock og samtidig definere den som en helt selvstændig kunstart. Siden er det blevet til en lang række plader – både store kunstneriske og kommercielle succeser og plader udgivet i små oplag. Der har været albums udgivet på store etablerede selskaber og andre indspillet for egne midler og udgivet på små alternative selskaber, fordi budskabet og indholdet skulle ud.

Det er ikke mange, der kan udgive store plader med mere end 20 års afstand, men The Savage Rose har gjort det med klassikere som ”Dødens Triumf” og ”Black Angel”. Og med de seneste udspil ”Universal Daughter, Love and Freedom, Homeless”, viste Annisette og The Savage Rose, at der også var liv i bandet efter afskeden med det mangeårige kompositoriske midtpunkt, Thomas Koppel, der pludselig døde i 2006.

Pris for medlemmer: 300 kr. - ikke-medlemmer: 325 kr.

Kom med når Spilledåsen i samarbejde med Stevns Teaterforening præsenterer Bodil Jørgensen og De Forbudte Sange tirsdag den 10. november og oplev hende på slap line i anledning af 100 års jubilæet for Genforeningen.

Udgangspunktet er de sange, der blev censureret ud af Den Blå Sangbog af den tyske besættelsesmagt i årene mellem 1864 og 1920. Historierne om grænser, sorg og længsel synges med hele Bodil Jørgensens register af følelser, indlevelse, kærlighed og humor. Der er tale om en forestilling, hvor ord og musik sammen belyser en tid, som har været afgørende for vores selvfølelse som danskere i dag.

Bag overskriften gemmer der sig et af de mere kuriøse kapitler i Danmarkshistorien. Danmark blev ved slaget ved Dybbøl reduceret med en tredjedel - selvfølelsen fik et knæk, og sorgen var til at få øje på. Fra at have været et land med flere kulturer og sprog, samledes man nu om det, der var tilbage, og sproget fik gennem de danske sange stor betydning i kampen for ny identitet. Specielt i det tabte land blomstrede sangkulturen både ved offentlige møder og i private hjem.

Den tyske statsmagt begyndte herefter at opfatte de dansksindede sange som protester mod den nye orden og censurerede sangene, hvoraf mange blev forbudt at synge. På den måde opstod der hvide sider i Den Blå Sangbog – forløberen til Højskolesangbogen. De fleste af sangene kendes af alle og læres fra barnsben, mens andre lever en mere perifer tilværelse, men er ikke af den grund mindre interessante.

Med Martin Schack og hans fire medspillere er man sikret en musikalsk ramme af højeste karat, og sangene fra dengang vil fremtræde i nye opdaterede udgaver.

Pris for medlemmer: 250 kr. - ikke-medlemmer: 275 kr.

Vi slutter det musikalske efterår af med en julekoncert med Bryan Rice tirsdag den 8. december.

Bryan Rice er de seneste år blevet synonym med god engelsksproget pop i international klasse. Hits som No Promises, Breathing, Homeless Heart, Can´t say I´m sorry m.fl. klinger velkendt hos mange danskere, og hans stærke vokal er en fast del af radiokanalernes repertoire.

Bryan er gennem hans karriere også set i andre sammenhænge som f. eks. Teaterkoncerten Stupid Man på Bellevue Teatret, diverse TV programmer og store shows som Dansk Melodi Grand Prix, som radiovært på Radio Køge med programmet ”Tal Ordentligt” og senere i rollen som cremekongen Ole Henriksen i den stort anlagte musicalkoncert ”I Love It In Concert”.

Pris for medlemmer: 175 kr. - ikke-medlemmer: 200 kr.

Praktiske oplysninger

Billetsalget til efterårets  koncerter er nu startet. Billetter kan bestilles på www.spilledaasen-stevns.dk og billettelefon 30 57 19 99 ( torsdag og søndag kl. 16.00 – 19.30 ) eller købes på udsalgsstederne Staxen Boghandel Hovedgaden 56 i Hårlev tlf. 56 28 60 77 og hos Kontorcenteret Algade 18 i St. Heddinge tlf. 56 50 33 32.

Alle koncerter starter kl. 20.00 undtagen arrangementet på Harmonien, som er kl. 18.00.

På hjemmesiden www.spilledaasen-stevns.dk ligger også musiklinks til alle vores koncerter, hvor man kan få et godt indtryk af de kommende arrangementer.

I de kommende nyhedsbreve for 2021 vil man kunne læse om de udsatte koncerter fra foråret 2020, som her vil være programsatte. I 2021 forventer vi også at have en aftale i hus med Walter Trout.

Så er der kun tilbage at sige - på gensyn i Spilledåsen - vi glæder os til at se dig/jer.

Ændre din tilmelding    |    Læs online
Kulturforeningen Spilledåsen
Algade 32, 4660 Store Heddinge